Indlæg om apporteringsprøven
DATO: 2010-06-29 20:04:23
Hej. Jeg hedder Kefos Heimdal Willemoes Knold, kaldet Kefos blandt venner.Jeg var til apporteringsprøve i Jægerklubben for Næstved og omegn lørdag den 19. 06. 10. Jeg fyldte et år dagen efter, og deltog som unghund.
Det var et meget flot arrangement, med gode prøver, god mad til de to-benede, flotte præmier og mange søde mennesker og hunde. Det vil være ønskeligt, hvis der deltager mere end 30 hunde næste gang, det fortjener jægerklubben, som havde gjort et stort arbejde.
Den første prøve jeg aflagde, var på kaninbanen, hvor jeg skulle apportere en udlagt kanin på 40 meter, hvorpå den skulle afleveres siddende. Det var sjovt, og jeg fik max point.
Min næste prøve var i fem udlagte emner, hvor jeg skulle apportere en due, and, måge eller en sortfugl. Der skulle afleveres tre forskellige fugle siddende. Her fik jeg også max point.
Min sidste prøve gik ikke så godt: Jeg skulle apportere to duer i højt græs. Jeg kunne kun finde den ene due, den anden ledte jeg efter i rigtig lang tid, men til sidst sagde min far, at jeg skulle stoppe. Så jeg fik nul point. Jeg har ellers trænet i græs, men ikke i så højt græs, så der er noget at arbejde videre på.
Der var lavet en smadder sjov racerbane, hvor det udelukkende drejede sig om hurtighed. Den prøvede jeg et par gange, og da jeg var den hurtigste hund, vandt jeg et par flasker vin til min far.
Da alle var kommet gennem prøverne, var der grillpølser og kartoffelsalat til vores mennesker, mens mange af os hunde tog en velfortjent lur. Efter maden skulle der være matchning blandt de hunde, der havde fået maxpoint.
Mange klarede det meget, meget flot –og ikke mindst hurtigt. Efter matchningen var der præmieoverrækkelse, hvor alle de flotte præmier blev fordelt mellem vinderne.
Jo, det havde været en fantastisk god dag, og jeg var godt træt, da jeg kom hjem.
Mange vov fra Kefos.


